Klarup Pigekor består af omkring 30 unge kvinder i alderen 15-25 år fra Aalborg og omegn. Korets ideal og kendetegn er den rene nordiske korklang formidlet via et alsidigt repertoire. Siden korets oprettelse i 1980 har især den danske sangskat samt det klassiske pigekorsrepertoire været korets varemærke. Korets repertoire spænder dog over en bred vifte af forskellige musikalske stilarter fra den klassiske kompositionsmusik over folkemusik til pop og andre populærmusikalske genrer.
Klarup Pigekor synger hvert år en lang række koncerter ved forskellige lejligheder som forårs-/sommerkoncerter-/julekoncerter i kirker eller andre koncertsteder, virksomheds-/foreningsarrangementer, private fester, konferencer, prisoverrækkelser, sportsevents mm. Klarup Pigekor har desuden et fast samarbejde med Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester og medvirker hvert år til Sankt Hanskoncert i Musikkens Hus. De seneste år har koret også sammen med Nordjysk Pigekor medvirket ved koncerten ”Englesang og Messingklang” med Aalborg Symfoniorkester. Det høje aktivitetsniveau er medvirkende til at bevare korets høje musikalske standard.
Klarup Pigekor har sin egen ‘fødekæde’ idet koret er øverste led i en korskole der tæller Klarup Skoles Minikor og Klarup Skolekor. En til to gange om året er der optagelsesprøver, hvor det er muligt at blive optaget som sanger i pigekoret – også selvom man ikke har sunget i et af de to øvrige kor.
Udover de mange koncerter foretager Pigekoret hvert andet år en korrejse til udlandet. Det kan være for at deltage i en korkonkurrence, som koret har gjort i bl.a. i Canada, San Fransisco og Wien. Eller det kan være for at turnere, som koret har gjort i bl.a. Island og Portugal. Disse rejser giver koret et musikalsk løft, og er samtidig med til at styrke det stærke fællesskab, der er en uundværlig del af Klarup Pigekor.
For at booke koret til en koncert, kontakt venligst korets dirigent eller formanden for korforeningen. Se under ”Kontakt”.
Korets historie
Klarup Pigekor blev dannet at korets tidligere dirigent Jan Ole Mortensen i 1980 og koret kunne dermed i 2020 fejre sit 40 års jubilæum.
I Klarup – en forstad til Aalborg – har sangen siden 1980 haft vinger hos en lang række piger, der gennem årene har været med til at skabe et af landets mest velsyngende pigekor. Med stor musikalitet, et varieret repertoire og smittende sangglæde har Klarup-pigerne sat deres spor både indenlands og udenlands ved talrige koncerter på rejser og turneér.
Klarup Pigekor voksede ud af Klarup Skoles Kor, der blev grundlagt i 1970. Siden 1978 har Klarup Skoles Kor værete blandt de bedste børnekor i den landsdækkende korkonkurrence “Sangerdyst – fra kyst til kyst”, som koret fra 1984 har vundet syv gange. Som en naturlig følge af skolekorets succes ønskede de ældste piger at fortsætte med at synge i kor, også efter at de havde forladt folkeskolen. Det førte til skabelsen af Klarup Pigekor med piger i alderen 14-25 år. I 1993 blev Sangerdysten udvidet til også at omfatte ungdomskor og Klarup Pigekor tog udfordringen op og har siden vundet ungdomsrækken for pigekor ni gange – senest i 2004.
Koret har et stort og varieret repertoire af både sakral og verdslig art og der er ofte bud efter koret. Således har koret sunget både med Aalborg Symfoniorkester og Danmarks Radios Underholdningsorkester ved radiotransmitterede koncerter. Klarup Pigekor har også i andre sammenhænge deltaget i radio-og tv-udsendelser. Bl.a. har koret i to år sunget i en ugentlig radioudsendelse:” I morgen er det søndag”. I 1990 og 2005 blev det til 31 ugentlige udsendelser til DR-TV i udsendelsesrækken “Før Søndagen”. I 2002 deltog koret i Jean Michel Jarres store koncertprojekt “Aero”, som blev TV-transmitteret over det meste af verden.
Korets første grammofonplade udkom i foråret 1985 med titlen ” Du skal plante et træ”, der rindeholdt kormusik af komponister fra generationen efter Carl Nielsen. I 1993 udkom cdén “Den Blå Anemone” med 18 danske årstidssange i nye arrangementer af årets korkomponist John Høybye. Samme år opnåede Klarup Pigekor også en topplacering i den internationale korkonkurrence ” Let the Peoples Sing”. I 1999 udgav koret cdén “Oh Come Let Us SIng” med ny nordisk kirkemusik.
Klarup Pigekor har ofte repræsenteret Aalborg by og landsdelen ved forskellige officielle lejligheder, bl.a. i forbindelse med et norsk kultur- og handelsfremstød i Nordjylland, hvor koret sang ved den afsluttende festkoncert, som blev overværet af Hendes Majestæt Dronning Sonja af Norge.
Rejser til udlandet har også altid udgjort en stor del af Klarup Pigekor og koret har repræsenteret Danmark mange forskellige steder i verden. Her ses en oversigt over rejsedestinationer:
1990: USA, 1993: Israel, 1997: Sydafrika, 2000: Argentina og Brasilien, 2003: Singapore og Australien, 2005: Matinique, 2007: Ungarn, 2008: Canada, 2010: Island, 2012: San Fransisco (USA), 2014: Usedom (Tyskland), 2016: Portugal, 2018: Wien (Østrig)
Klarup Pigekor blev stiftet af lærer og musikkonsulent Jan Ole Mortensen, der udover sin musiklæreruddannelse selv har været korsanger siden sit niende år. Allerede som 20 årig startede han sit første ungdomskor. Siden grundlagde han Klarup Skoles Kor i 1970 og et blandet kor for voksne sangere i 1976. I 1978 oprettede han en forskole til Klarup Skoles Kor – det der i dag hedder Klarup Minikor.